Erik M. Christensen mener å se klare anarkistiske trekk hos Henrik Ibsen, spesielt i hans dramatiske skuespill:
«[..] en afstandtagen fra
stat, kirke, militær, øvrighed, autoriteter og magthavere i det hel taget; en
tilsvarende tillid til at frie mennesker i fællesskab ─ uden forskrifter og delegeret magt, som vil
selvstændiggøre sig ─
kan realisere det bedst mulige liv; privatkapitalistisk udfoldelse anses for
ikke mindre undertrykkende end statens og partiers væsen; ideologisk
undertrykkelse ses i dialektisk sammenhæng med de andre former for
undertrykkelse, og den indre personlige ufrihed i afhængighed af erkendte
eller ikke erkendte magter er et hovedtema; den samfundsmæssigt strukturerede
ufrihed har i personligheden et tyngdepunkt i seksuel (selv)undertrykkelse;
forbindelsen mellem magt og seksualitet ─ også som oprør eller kompensation ─ betragtes som livstruende, ikke mindst gennem magtforvridning af
kærlighed, til konkurrence eller til vare; derfor: poetisk erkendelse er en
vej til sandhed og frihed, og den er karakteriseret ved et maksimum af individuel
og folkelig selvudfoldelse i erkendelse af virkelighedens (og selvets) tilstand
og væsen; det højeste mål er det enkelte menneskes lykkelige liv i selvbevidst
fællesskab med andre; en direkte forkyndelse, eller åbenbare afledninger,
anses for tendentielt undertrykkende; politisk arbejde bør være folkeoplysning;
kunstnerisk arbejde søger den form, som både kunstner og publikum behøver for
at den enkelte skal kunne se den faktisk foreliggende virkelighed og
positions-bestemme
sig selv; vejen frem til helt frigørende erkendelse er ikke tidsbegrænset;
situationen er ikke revolutionær; Ibsens primær-publikum er borgerligt, men
han forventer den største skabende indsats af de befolkningsgrupper, som ikke
har haft andel i samfundsmæssigt institutionalisert magt: kvinderne, arbejderne.
Tankegangen
er som helhed anarkistisk, og den er på vej hos Ibsen fra
først af. Det kan ikke siges med nogen grad af sikkerhed, At der foregår spring
i tankegangens udvikling hos ham; men nogle momenter adskiller sig tydeligt fra
typisk anarkisme. Der foreligger ikke nogen egentlig modsigelse, men det
atypiske bør nævnes.
Ibsens
anarkisme er først og fremst atypisk deri, at han ikke deltager personligt i
nogen anarkistisk bevægelse og heller ikke som skribent agiterer for
anarkismen. Hans stil er afvigende; han opererer alene, uden proklamationer;
han er ikke ateist, og han samler demonstrativt på æresbevisninger,
ordensdekorationer. Hans meddelelse i sælve værkerne er ikke nogen egentlig
udtalt meddelelse; den er i det højeste en indirekte meddelelse, som
forudsætter poetisk erkendelse i læserens og tilskuerens selvvirksomhed over for Ibsens
tekst og den iøvrigt foreliggende virkelighed.
Dernæst
er hans anarkisme atypisk i samme grad som vi kommer til at opfatte den
seksuelle eller erotiske misere som indbegrebet af den samfundsmæssige
katastrofe i værkerne, dens årsag og/eller virkning, intimt forbundet med
hierarkiske organisationer, i økonomi, politik og i alle bevidsthedslivets
betingelser.
Det
har heller aldrig været typisk anarkisme at ville satse på borgerskabet som det
vigtigste publikum.
Det
er atypisk, at en anarkist så godt som tier; han som skulle pege på sit
traditionstilhør, antyde kilderne til sin politiske position, vurdere forgængere
og samtidige blandt sine meningsfæller.
Endelig er det ikke
typisk, at en anarkistisk kraft af første rang praktisk talt ikke gøres til
genstand for seriøs forskning med henblik på opklaring af selve den politiske
position, dens forudsætninger, indhold, virkemåde og effekt.
Forsøger
vi nu at gøre os regnskab for årsagerne til disse atypiske træk, så opdager vi,
at Ibsens begreb om poetisk erkendelse spiller den centrale rolle og må
tilskrives hovedansvaret. Fraværet af agitation er således indlysende
nødvendigt, hvis hovedsagen var at mobilisere folkets selvvirksomhed i og
igennem værktilegnelsen [...]»[1]
Det at Christensen legger slik vekt på de atypiske trekk ved Ibsens anarkisme gjør at man kan stille spørsmål både ved Ibsens anarkisme og Christensens forståelse av hva anarkisme er. Christensens henvisninger til dialektikken i sine analyser av Ibsen tyder på at hans forståelse i en viss grad er marxistisk preget. Christensens analyse av Ibsen er likevel såpass interessant at vi vil sitere fra noen av hans kommentarer til enkelte av Ibsens skuespill.
«Sammenhængen mellom Catilina, Gildet på Solhaug og Fru Inger til Østråt ligger i den
anarkistiske utopi i den anarkistiske utopi som dybdestruktur i stykkene; en
indbygget drivkraft fremadimod frihed og fællesskab, der giver mulighed for
vurdering af bevægelser, ord og handling. Den unge Ibsen anvender det historiske stof til anskuelse med særlig interesse
for mulighedsbetingelser. For den norske samtid har tolkningen af Norges
historie som norsk svaghed og norsk bedrag naturligvis været langt mere af en
provokation end forståelsen af romersk vold og folkelig poesi i de andre
stykker.»[2]
Hærmændene på Helgeland (1858):
«[...] men det er
umiskendeligt, at dette stykkes anarkistiske morale er definitiv: ingen mand
skal sætte en anden mand højere end sig selv, og ingen frihed kan befæstes i et
fællesskab som finder sted på andres bekostning.»[3]
Kjærlighedens Komedie (1862):
«Sammenfattende ytrer
Henrik Ibsens anarkisme sig i Kjærlighedens Komedie således:
Samtidsskuespillet
opfordrer umiddelbart til erkendelse af egen virkelighed. Poetisk erkendelse
demonstreres fuldt udfoldet, idet digteren Falk kreativt udvikler globale
perspektiver af Camilla Colletts sammenligning mellem the og kærlighed.
Digtning, fra saga til
samtid tjener til bevidstgørelse af individet om dets virkelighed og væsen.
Der finder en
højprioritering af den frie kærlighed, det frie fællesskab, sted ─ og det vises at den højprioriterede livsform
ikke kan realiseres i den herskende samfundsform.
Statens institutioner,
administration, parlament, kirke, problematiseres som farceagtigt
umyndiggørende.
Samfundets centrale
instans, familien, problematiseres som instans for umyndiggørelse og usandhed.
Det herskende økonomiske
verdenssystem, handel og ejendom, skildres som undertrykkelse, udbytning,
ødelæggelse af liv og lykke.
Verdensfjern idealisme
fremstår som produkt af afkald på det frie fællesskabs lidenskabelige
realisation i kærlighed.
Sandhed og frihed
højprioriteres i forhold til de herskende magtsystemer.
Der formuleres et
potentielt revolutionært krav om at adle tidens borgerlige gerning.
Handlingen ender åbent:
vil det borgerligt fravalgte individ indgå i et nyt fællesskab som æstetisk
boheme ─ eller som
anarkistisk ferment?»[4]
Kongs-Emnerne (1863):
«Kongs-Emnerne
drejer sig om anarkismens grundproblem, magt. Stykket demonstrerer
magtproblemets
forfærdelige rækkevidde og realitet. Samtidig indarbejder det Henrik Ibsens
anarkistiske svar på magtens historiske uundgåelighed.[5][...] Kongstanken er byggesten i Henrik
Ibsens anarkisme, at ’alle skal vide med sig selv og skønne at de er et!’ Og
den vej går det, på tidens præmisser.»[6]
Gengangere (1881)
«Anarkismen, i Henrik
Ibsens forstand, er en dybt forankret sag. Han véd, og han viser igen og igen,
at menneskelig lykke og ulykke er betinget af menneskeligt fællesskab.
Seksualiteten er ─
kunne man sige ─
den klippegrund, som denne sikre viden bygger på. Men dermed er det også givet,
at det elementære fællesskab er spændingsfyldt frihedskrævende, sådan at det
ægte fællesskab kun kan eksistere mellem frie mennesker, og frihed kun findes i
fællesskab. Det siger sig selv, synes man, at dette syn kan udvides til et
samfundssyn, indeholdt i ordene "du skal elske din Næste som dig
selv". Vel at mærke sådan at forstå, at den enkelte ikke kan være
noget selv uden i det loyale fællesskab. Ødelæggelsen af fællesskabet er
ødelæggelse af selvet. Men samtidig: ingen kan være loyal i et fællesskab uden
at være sig selv. Ødelæggelse af selvet er ødelæggelse af fællesskabet. Alt
dette er muligvis samfundsfilosofi, men det er også smertelig realitet i vores
erfaringsverden, for de fleste direkte privat virkelighed. Den er det,
vi betragter i Ibsens familiedrama, og igennem det kan vi forstå vores
virkelighed i dens uendeligt dialektiske sammenhæng med alle vores omgivelser
i tid og rum.
Det
betyder, at Ibsens anarkistiske projekt ikke kan gennemføres ved nogen politisk
revolution eller pludselig reform. Der er i virkeligheden kun ét håb for hans
projekt, nemlig indsigt. Anarkiet forstået som det frie fællesskab mellem frie
mennesker der forstår deres frihed som funktion af deres fællesskab, og deres
fællesskab som funktion af deres frihed, kan kun virkeliggjøres frivilligt og
det vil sige: gennem et aldrig afsluttet gensidigt selvopdragelsesforløb.
Projektet er derfor så kolossalt, at man kunne kalde det vanvittigt og
sammenligne
det med Osvalds "Mor, gi' mig solen"!
Til gengæld må man sige,
at Ibsens fremgangsmåde er velbegrundet.»[7]
En Folkefiende (1882):
«DOKTOR STOCKMANN: [...]
Sagen er den, ser I, at den stærkeste mand i verden, det er han, som står mest
alene.
Sandhedens og frihedens
farligste fiender iblant os, det er den kompakte majoritet. ─ Ja, den forbandede, kompakte, liberale
majoritet, ─ den er det!
Ja, ja; I kan nok
overskrige mig; men I kan ikke modsige mig. Flertallet har magten ─ desværre ─; men retten har det ikke. Retten har jeg og de andre få, de
enkelte. Minoriteten har altid retten.»
«Er En Folkefiende,
året efter Gengangere, et forsøg på at gøre folk 'ligesom mere trygge'
ved Ibsens produktion? Ja og nej! Idet han lader parallellen mellem doktor
Stockmanns opdagelser og Ibsens egen fundamentalkritik stå tydeligt frem,
samtidig med at han lader figuren Stockmann have to ansigter, Peter og Tomas,
klippen man bygger en kirke på, og tvivleren som alternativ, indfører Ibsen et
moment af selvkritik, som er uundværligt, hvis det anarkistiske forehavende
skal finde udbredelse gennem de eksisterende kanaler (forlag, boghandel,
kritik, dagligstue og teater) og være sandt. Der er jo et sted i hans
forehavende en selvudfoldelse, der kan slå om i vilje til magt, autoritet,
utilsigtet undertrykkelse. Den problematiske selvdementi i Stockmanns elitære
bedreviden giver en åbning, mens Gengangere kunne risikere ikke blot at
skræmme folk væk, men at ødelægge frigjørelsesarbejdet som skulle og måtte
være fælles indefra i hver enkelt. [...]
En konsekvent relevant
kritik af doktor Stockmanns inkonsekvenser synes kun mulig ud fra Ibsens
anarkistiske position, og det er så også den som lader ham se økonomi, politik
og moral med et blik, som omfatter kommende økologisk og tendentiel totalitært
misbrug af demokratiets sårbare institutioner. Han var ikke ude et øjeblik for
tidligt; men opgaven var næsten umulig. Ingen har løst den bedre, og En
Folkefiende er alt andet end en svækkelse af positionen i det foregående.»[8]
Rosmersholm (1886)
«Virkeliggørelsen af den
anarkisme ─ den frihed i
fællesskab ─ som Ibsen så for
sig, betyder borfald af alle magtudøvelsens institutioner [...].»
«KROLL. Du er en drømmer,
Rosmer. Vil du frigøre dem? Vil du luttre dem?
ROSMER. Nej kære, ─ jeg vil bare søge at vække dem til det. Gøre
det, ─ det må de selv.
KROLL. Og du tror, de
kan?
ROSMER. Ja.
KROLL. Ved egen kraft
altså?
ROSMER. Ja, netop ved
egen kraft. Der findes ikke nogen anden.»[9]