Ibsens brevveksling

 

Ibsen regnet seg ikke selv til noen av datidens politiske «partier». Han skriver: «Det er blevet en naturnødvendighet for mig at arbejde fuldt selvstendig og følge min egen kurs.»[1] Han skulle ønske at «jeg aldrig havde tilhørt og sandsynligvis aldrig vilde tilhøre noget som helst parti. Jeg vil stå [...] enlig [...] ude ved forposterne og operere på egen hånd»[2]. En kan merke seg at i datidens og Ibsens egen språkbruk, betød «parti» nærmest en «gruppe meningsfeller», og ikke bare politisk‑parlamentariske valgorganisasjoner.

Sitt forhold til arbeiderbevegelsen avklarte han kontant: «Med selve arbejderbevægelsen havde jeg egentlig intet at skaffe. Men [...] af alle stander i vort land er det arbejderstanden, som står mitt hjerte nærmest.»[3] Han poengterte at «jeg ikke tilhørte det socialdemokratiske parti»[4]. De frisinnede radikale gruppene, inklusive «Bohempartiet» hvor Hans Jæger stod sentralt, fikk også passet sitt påskrevet: «[...] de gav mig et værdifuldt bidrag til vore fremskridtsmænds karakteristikk. Aldrig har jeg følt mig mer fremmed ligeoverfor mine norske landsmænds Thun und Treiben [...]»[5], skrev Ibsen etter at vennen Georg Brandes kom i tottene på bohêmen på en 1. maifest. «Men jeg opgiver alligevel ikke håbet om, at denne rå midlertidighed engang skal klarne sig til et virkelig kulturinhold i en virkelig kulturform».


Men Ibsen hadde enda mindre til overs for det tradisjonelle venstrepartiet, det konservative høyre, bønder og prester:

«Jeg begriber ikke, hvorfor man kalder vore venstremænd liberale. Når jeg læser stortingsforhandlingerne er det mig i bøndenes tankegang ikke muligt at spore en snus mere af virkelig frisindethed, end den, der findes hos den ultramontane bondebefolkning i Tyrol [...], liberalisterne er frihedens værste fjender. Og hvad skal man så sige om den såkaldte liberale presses forhold. Disse førere som taler og skriver om frihed og frisind, og som samtidig dermed gør sig til trælle af abonnenternes formodede meninger.»[6]

 

Om Høyres fremste ideolog, John Stuart Mill, skrev Ibsen:

«Jeg vil da ærlig tilstå Dem, at jeg aldeles ikke kan forstå, at der skal ligge noget fremskridt eller nogen fremtid i den Stuart Millske retning. Der kan være nedlagt såre megen skarpsindighed i et sligt skrift, men hvis dette er videnskab, så er 'den kristelige etik' også et videnskabelig værk.»[7]

 

Kristenfolket levnes heller ikke mye håp:

«[...] avsvekkelse af dømmekraften 1[...] ialfald for gennemsnitsnaturens vedkommende, er en nødvendig følge af længere tids syslen med teologiske studier. Jeg tror vor nuværende regering lægger en altfor utilbørlig stor vægt på opinionen blandt prestefordummelsens ofre rundt omkring i landet.»[8]

 

Ibsen hadde i det hele tatt ikke mye til overs for den republikanske stat, og enda mindre til overs for «prøyserdiktatur», den sterke monopolittiske statstype. «Jeg ynder ikke republikken», skriver han, og mener til og med at kongemakten kan være gunstigere, «fordi den respekterer en folkestemning». Og han holdt seg langt unna Preussen, som hadde «købt [...] statstyrke [...] med individernes oppgåen i det politiske og geografiske begrep».

Ibsens ideal var et «ikke‑stats»‑samfunn basert på frivillig sammenslutning av «åndelig beslektede» kulturnasjoner, på tvers av de gamle stats‑ og landegrensene.

I det følgende har jeg latt Ibsens egne ord stå alene.

 

«[...] ?hernede er jeg ikke ræd for nogenting, hjemme var jeg ræd, når jeg stod inde i den klamme flok og havde følelsen af deres stygge smil bagved mig [...] et folk, hvis opgave er at blive Englændere istedetfor mennesker. Det forekommer mig ofte som noget trøstesløst at arbejde i en tid som den nuværende [...] vi har intet at samle os om, ingen stor sorg, således som Danmark har, thi vort folk savner den løftelse i sjælen, som kræves for at kunne sørge. Statens undergang vilde for vore folk stille seg som det værste, men en stats undergang kan ikke være genstand for sorg, og betydningen af nationens undergang føler de ikke.

den livsgerning [...] står for mig som den vigtigste og fornødneste [...] at vække folket og bringe det til at tænke stort.»[9]

 

«Jeg går aldrig ind på at gøre friheden ensbetydende med politisk frihed. Hvad De kalder frihed, kalder jeg friheder, og hvad jeg kalder kampen for friheden, er jo ikke andet end den stadige, levende tilegnelse af frihedens idé. Den, der besidder friheden anderledes end som det efterstræbte, han besidder den dødt og åndløst, thi frihedsbegrebet har jo dog det ved sig, at det stadig udvides under tilegnelsen, og hvis derfor nogen under kampen bliver stående og siger, nu har jeg den, så viser han derved, at han netop har tabt den. Men netop denne døde sidden inde med et visst givet frihedsstandpunkt er noget karakteristisk for statssamfundene, og det er dette jeg har sagt ikke er af det gode.»[10]


 

«Ja, visstnok kan det være et gode at besidde valgfrihed, beskatningsfrihed, o.s.sv., men for hvem er det et gode? For borgeren, ikke for individet. Men det er aldeles ingen fornuftnødvendighed for individet at være borger. Tvertimod. Staten er individets forbandelse. Hvormed er Preussens stats‑styrke købt? Med individernes opgåen i det politiske og geografiske begreb. Kellneren er den bedste soldat. Og på den anden side Jødefolket, menneskeslægtens adel. Hvorved har det bevaret sig i isolation, i poesi, trods al råhed udenfra? Derved, at det ikke har havt nogen stat at trækkes med. Var det forblevet i Palæstina, vilde det for længe siden være gået under i sin konstruktion, ligesom alle andre folk.»[11]

 

«Staten må væk! Den revolution skal jeg være ned på. Undergrav statsbegrebet, opstil frivilligheden og det åndelig beslægtede som det ene afgørende for en sammenslutning, det er begyndelsen til en frihed, som er noget værd. Ombytning af regeringsformer er ikke andet end pusleri med grader, lidt mer eller lidt mindre, dårlighed altsammen.»[12]

 

«Ja, kære ven, det gælder blot, ikke at lade sig skræmme af hævdens ærværdighed. Staten har sin rod i tiden, den vil faa sin top i tiden. Der vil falde større ting end den, al religion vil falde. Verken moralbegreberne eller kunstformerne har nogen evighed for sig. Hvor meget er vi i grunden forpliktet til at holde fast ved? Hvem borger mig for at ikke 2 og 2 er fem oppe på Jupiter.»[13]

 

«Jeg anser Frankrigs nuværende ulykke for den største lykke, der kunde times denne nation.»[14]

 

«Er det ikke nederdrægtigt af 'Communen' i Paris, at den har gået hen og fordærvet mig min fortræffelige stats‑teori eller rettere ikke‑stats‑teori! Nu er idéen ødelagt for lange tider, og jeg kan ikke engang anstændigvis fremsætte den på vers. Men den har en sund kerne i sig, det ser jeg så klart, og engang vil den nok blive praktisert uden al karrikatur. »[15]

 

«Den liberale presse lukker sig for Dem. Ja, naturligvis! Jeg udtalte engang for Dem min foragt for den politiske frihed. Kære ven, liberalisterne er frihedens værste fjender. Under absolutismen trives åndsfriheden og tankefriheden best, det viste sig i Frankrig, senere i Tyskland og nu i Russland.»[16]

 

«Hvad der kommer du af denne kamp på kniven imellem to epoker, det véd jeg ikke, alt andet heller, end det bestående, det er for mig det bestemmende. Af sejren lover jeg mig ikke egentlig nogen stabil forbedring: al udvikling har hidtil ikke været andet end en slingren fra den ene vildfarelse over i den anden. Men kampen er god, frisk, sund.»[17]

 

«Jeg hører, De har stiftet en forening. Stol ikke ubetinget på enhver, der slutter sig til Dem: hovedsagen er, om tilslutningen finder sted på de afgørende præmisser. Hvorvidt Deres position styrkes derved, véd jeg heller ikke, for mig står det i al fald, at den ensomme er den stærkeste. Men jeg sidder jo her nede i ly, og De står deroppe midt ude i uvejret, det forandrer meget.»[18]

 

«Jeg får mere og mer bekræftelse på, at der ligger noget demoraliserende i at befatte sig med politik og i at slutte sig til partier.

Under alle omstændigheder vil jeg aldrig kunne slutte mig til et parti, som har majoriteten for sig. Bjørnson siger: majoriteten har altid ret. Og som praktisk politiker må man vel sige det. Jeg derimod må nødvendigvis sige: minoriteten har altid ret. Selvfølgelig tænker jeg ikke på den minoritet af stagnationsmænd, som er akterudsejlet af det store mellemparti, der hos os kaldes de liberale, men jeg mener den minoritet, som går foran der, hvor flertallet endnu ikke er nået hen. Jeg mener, retten har den, som er nærmest i pakt med fremtiden. [...]


For mig er friheden den højeste og første livsbetingelse. Hjemme bekymrer man sig ikke stort om friheden, men kun om friheder, nogle flere eller nogle færre, alt efter partistandpunktet. Højst pinlig føler jeg mig også berørt af dette ufærdige, dette almueagtige i vor offentlige diskussion. Under sine såre priselige bestræbelser for at gøre vort folk til et demokratisk samfund, er man uforvarende kommet et godt stykke på vej med at gøre os til et plebejersamfund. Sindets fornemhet synes at være aftagende hjemme.»[19]

 

«Jeg står selv til ansvar for hvad jeg skriver, jeg og ingen anden. Jeg kan umulig genere noget parti, thi jeg tilhører ikke noget sådant. Jeg vil stå som en enlig franctireur[20] ude ved forposterne og operere på egen hånd.»[21]

 

«Er det da bare på det politiske felt at frigørelsesarbejdet skal være tilladt hos os? Er det da ikke først og fremst ånderne, som trænger til at frigøres? Slige trællesjele som vi kan ikke engang nytte de friheder, vi allerede har. Norge er et frit land befolket af ufrie mennesker.»[22]

 

«Jeg fastholder, at en åndelig forpostfægter aldri kan samle et flertal omkring sig. Om ti år står måske flertallet på det standpunkt, hvor dr. Stockmann[23] stod under folkemødet. Men i disse ti år er jo doktoren ikke bleven stående stille, han står fremdeles mindst ti år længere fremskrudt end flertallet: flertallet, massen, mængden indhenter ham aldrig, han kan aldrig få flertallet omkring sig. For mit eget personlige vedkommende fornemmer jeg i al fald en sådan uophørlig fremadskriden. Hvor jeg stod, da jeg skrev mine forskjellige bøger, der står nu en temmelig kompakt mængde, men jeg selv er ikke der længer, jeg er andetsteds henne, længere fremme, som jeg håber.»[24]

 

«Havde stortingsmajoriteten med ærlig interesse sluttet sig til Berners forslag[25], så havde de ikke sendt forslaget til betænkning af formandskaberne. De havde overhovedet ikke æsket nogen erklæring fra mændene, men fra kvinderne. At spørge mændene til råds i en slig sag er det samme som at spørge ulvene, om de ønsker øgede beskyttelsesmidler til fordel for saueflokkene.»[26]

 

«Å nej, den minoritet i vort folk, som sidder inde med de politiske, kommunale og sociale privilegier, slipper dem nok ikke godvillig ud af hænderne eller deler dem med den uprivilegerede majoritet. Sligt noget gives ikke til skænk af indehaverne, det må erobres. Og allerhelst hos os, hvor afgørelsen er i hænderne på en del af landalmuen.

Derfor er jeg svare ræd for at det har lange udsigter med de sociale reformer oppe hos os. Visst nok kan de politisk privilegrede lægge sig til en eller anden ny rettighed, en eller anden ny fordel. Men jeg ser ikke at det hele store folk, og navnlig den enkelte i dette, vinder noget mærkbart der ved. Men jeg er jo rigtignok en hedning også på det politiske område, jeg tror ikke på politikens frigjørende magt, og på magthavernes uegennyttighed og gode vilje stoler jeg heller ikke meget.

Kunde jeg få det, som jeg vilde ha det derhjemme, så skulde alle de uprivilegerede slå sig sammen og stifte et stærkt, resolut og pågående parti, hvis program skulde være rettet mer, på en meget rummelig udvidelse af stemmeretten, regulering af kvindernes stilling, folkeundervisningens frigjørelse fra alskens midderalderligheder o.s.v. De teoretisk‑politiske spørgsmål kunde gerne hvile en stund, de er ikke synderlig produktive. Kom et sådant parti istand, vilde det nuværende venstreparti snart vise sig at være, hvad det i virkeligheden er og ifølge sin sammensætning må være et centrumsparti.

Men nu er her ikke plads til flere kandestøberier [...]»[27]

 

«I Norge vilde det være mig rent umulig at slå mig ned for alvor. Intet steds vilde jeg føle mig mere hjemløs end deroppe. For et nogerlunde åndsudviklet menneske strækker ikke nutildags det gamle fedrelandsbegreb til.

Vi kan ikke længere lade os nøje med det statssamfund, som vi sorterer under.


Jeg tror, at den nationale bevisthed er i ferd med at uddø, og at den vil blive afløst af stammebevidstheden. I alle fald har jeg for mit vedkommende gennemgået denne evolution. Jeg begyndte med at føle mig som Nordmand, utviklede mig så til Skandinav og er nu havnet i den alment germanske. [...]

Vort venstrepartis ledere mangler aldeles verdenserfaring og havde som følge deraf hengivet sig til de urimeligste illusjoner. De gik der og bildte sig ind, at en oppositionsfører vilde og kunde forbli den samme, han før havde været, også efter at han var kommen til magten.»[28]


 



[1].Brev til J. Braage 18/6 1889.

[2]..Brev til Georg Brandes 10/11 1886.

 

[3].Brev til Georg Brandes 30/4 1873.

[4].Brev til Georg Brandes 3/1 1882.

[5].Brev til George Brandes 4/4 1872

[6].Brev til H. L. Brækstad /8 1890

[7].Brev til Bjørnstjerne Bjørnson 28/3 1884

[8].Brev til Bjørnstjerne Bjørnson 22/12 1885

[9].Brev til M. Thoresen 3/12 1865.

[10].Brev til Georg Brandes 17/2 1871.

[11].Ibid.

[12].Ibid. Se også Vestmannen nr. 30 1889 (der starter sitatet med «Staten er Individets Forbandelse»), Revolt nr. 1 1917 og Alarm nr. 10 1935.

[13].Ibid. Se også Alarm nr. 10 1935.

[14].Brev til Georg Brandes 17/2 1871

[15].Brev til Georg Brandes 18/5 1871, etter Pariserkommunens fall.

[16].Brev til Georg Brandes 4/4 1872

[17].Ibid

[18].Ibid

[19].Brev til Georg Brandes 3/1 1882

[20].Friskytter.

[21].Brev til O. Skavland 24/1 1882

[22].Ibid

[23].Hovedpersonen i Ibsens «En folkefiende».

[24].Brev til Georg Brandes 12/6 1883.

[25].Om særeie for gifte kvinner.

[26].Brev til Bjørnstjerne Bjørnson 28/3 1884.

[27].Ibid

[28].Brev til Georg Brandes 30/10 1888.