Ibsen regnet seg ikke selv til noen av datidens politiske «partier». Han skriver: «Det er blevet en naturnødvendighet for mig at arbejde fuldt selvstendig og følge min egen kurs.»[1] Han skulle ønske at «jeg aldrig havde tilhørt og sandsynligvis aldrig vilde tilhøre noget som helst parti. Jeg vil stå [...] enlig [...] ude ved forposterne og operere på egen hånd»[2]. En kan merke seg at i datidens og Ibsens egen språkbruk, betød «parti» nærmest en «gruppe meningsfeller», og ikke bare politisk‑parlamentariske valgorganisasjoner.
Sitt forhold til arbeiderbevegelsen avklarte han kontant: «Med selve arbejderbevægelsen havde jeg egentlig intet at skaffe. Men [...] af alle stander i vort land er det arbejderstanden, som står mitt hjerte nærmest.»[3] Han poengterte at «jeg ikke tilhørte det socialdemokratiske parti»[4]. De frisinnede radikale gruppene, inklusive «Bohempartiet» hvor Hans Jæger stod sentralt, fikk også passet sitt påskrevet: «[...] de gav mig et værdifuldt bidrag til vore fremskridtsmænds karakteristikk. Aldrig har jeg følt mig mer fremmed ligeoverfor mine norske landsmænds Thun und Treiben [...]»[5], skrev Ibsen etter at vennen Georg Brandes kom i tottene på bohêmen på en 1. maifest. «Men jeg opgiver alligevel ikke håbet om, at denne rå midlertidighed engang skal klarne sig til et virkelig kulturinhold i en virkelig kulturform».
Men Ibsen hadde enda mindre til overs for det tradisjonelle venstrepartiet, det konservative høyre, bønder og prester:
«Jeg begriber ikke,
hvorfor man kalder vore venstremænd liberale. Når jeg læser
stortingsforhandlingerne
er det mig i bøndenes tankegang ikke muligt at spore en snus mere af virkelig
frisindethed, end den, der findes hos den ultramontane bondebefolkning i
Tyrol [...], liberalisterne er frihedens værste fjender. Og hvad skal man så
sige om den såkaldte liberale presses forhold. Disse førere som taler og
skriver om frihed og frisind, og som samtidig dermed gør sig til trælle af
abonnenternes formodede meninger.»[6]
Om Høyres fremste ideolog, John Stuart Mill, skrev Ibsen:
«Jeg vil da ærlig tilstå
Dem, at jeg aldeles ikke kan forstå, at der skal ligge noget fremskridt eller
nogen fremtid i den Stuart Millske retning. Der kan være nedlagt såre megen
skarpsindighed i et sligt skrift, men hvis dette er videnskab, så er 'den
kristelige etik' også et videnskabelig værk.»[7]
Kristenfolket levnes heller ikke mye håp:
«[...] avsvekkelse af
dømmekraften 1[...] ialfald for gennemsnitsnaturens vedkommende, er en
nødvendig følge af længere tids syslen med teologiske studier. Jeg tror vor
nuværende regering lægger en altfor utilbørlig stor vægt på opinionen blandt
prestefordummelsens ofre rundt omkring i landet.»[8]
Ibsen hadde i det hele tatt ikke mye til overs for den republikanske stat, og enda mindre til overs for «prøyserdiktatur», den sterke monopolittiske statstype. «Jeg ynder ikke republikken», skriver han, og mener til og med at kongemakten kan være gunstigere, «fordi den respekterer en folkestemning». Og han holdt seg langt unna Preussen, som hadde «købt [...] statstyrke [...] med individernes oppgåen i det politiske og geografiske begrep».
Ibsens ideal var et «ikke‑stats»‑samfunn basert på frivillig sammenslutning av «åndelig beslektede» kulturnasjoner, på tvers av de gamle stats‑ og landegrensene.
I det følgende har jeg latt Ibsens egne ord stå alene.
«[...] ?hernede er jeg
ikke ræd for nogenting, hjemme var jeg ræd, når jeg stod inde i den klamme
flok og havde følelsen af deres stygge smil bagved mig [...] et folk, hvis
opgave er at blive Englændere istedetfor mennesker. Det forekommer mig ofte som
noget trøstesløst at arbejde i en tid som den nuværende [...] vi har intet at
samle os om, ingen stor sorg, således som Danmark har, thi vort folk savner den
løftelse i sjælen, som kræves for at kunne sørge. Statens undergang vilde for
vore folk stille seg som det værste, men en stats undergang kan ikke være
genstand for sorg, og betydningen af nationens undergang føler de ikke.
─ den livsgerning
[...] står for mig som den vigtigste og fornødneste [...] at vække folket og
bringe det til at tænke stort.»[9]
«Jeg går aldrig ind på at
gøre friheden ensbetydende med politisk frihed. Hvad De kalder frihed, kalder
jeg friheder, og hvad jeg kalder kampen for friheden, er jo ikke andet end den
stadige, levende tilegnelse af frihedens idé. Den, der besidder friheden
anderledes end som det efterstræbte, han besidder den dødt og åndløst, thi
frihedsbegrebet har jo dog det ved sig, at det stadig udvides under
tilegnelsen, og hvis derfor nogen under kampen bliver stående og siger, nu har
jeg den, ─ så viser han
derved, at han netop har tabt den. Men netop denne døde sidden inde med et
visst givet frihedsstandpunkt er noget karakteristisk for statssamfundene, og
det er dette jeg har sagt ikke er af det gode.»[10]
«Ja, visstnok kan det
være et gode at besidde valgfrihed, beskatningsfrihed, o.s.sv., men for hvem er
det et gode? For borgeren, ikke for individet. Men det er aldeles ingen
fornuftnødvendighed
for individet at være borger. Tvertimod. Staten er individets forbandelse.
Hvormed
er Preussens stats‑styrke købt? Med individernes opgåen i det politiske
og geografiske begreb. Kellneren er den bedste soldat. Og på den anden side
Jødefolket, menneskeslægtens adel. Hvorved har det bevaret sig i isolation,
i poesi, trods al råhed udenfra? Derved, at det ikke har havt nogen stat at
trækkes med. Var det forblevet i Palæstina, vilde det for længe siden være gået
under i sin konstruktion, ligesom alle andre folk.»[11]
«Staten må væk! Den
revolution skal jeg være ned på. Undergrav statsbegrebet, opstil
frivilligheden
og det åndelig beslægtede som det ene afgørende for en sammenslutning, ─ det er begyndelsen til en frihed, som er
noget værd. Ombytning af regeringsformer er ikke andet end pusleri med grader,
lidt mer eller lidt mindre, ─
dårlighed altsammen.»[12]
«Ja, kære ven, det gælder
blot, ikke at lade sig skræmme af hævdens ærværdighed. Staten har sin rod i
tiden, den vil faa sin top i tiden. Der vil falde større ting end den, al
religion vil falde. Verken moralbegreberne eller kunstformerne har nogen
evighed for sig. Hvor meget er vi i grunden forpliktet til at holde fast ved?
Hvem borger mig for at ikke 2 og 2 er fem oppe på Jupiter.»[13]
«Jeg anser Frankrigs
nuværende ulykke for den største lykke, der kunde times denne nation.»[14]
«Er det ikke
nederdrægtigt af 'Communen' i Paris, at den har gået hen og fordærvet mig min
fortræffelige stats‑teori ─
eller rettere ikke‑stats‑teori! Nu er idéen ødelagt for lange
tider, og jeg kan ikke engang anstændigvis fremsætte den på vers. Men den har
en sund kerne i sig, det ser jeg så klart, og engang vil den nok blive
praktisert uden al karrikatur. ─»[15]
«Den liberale presse
lukker sig for Dem. Ja, naturligvis! Jeg udtalte engang for Dem min foragt for
den politiske frihed. Kære ven, liberalisterne er frihedens værste fjender.
Under absolutismen trives åndsfriheden og tankefriheden best, det viste sig i
Frankrig, senere i Tyskland og nu i Russland.»[16]
«Hvad der kommer du af
denne kamp på kniven imellem to epoker, det véd jeg ikke, alt andet heller, end
det bestående, det er for mig det bestemmende. Af sejren lover jeg mig ikke
egentlig nogen stabil forbedring: al udvikling har hidtil ikke været andet end
en slingren fra den ene vildfarelse over i den anden. Men kampen er god,
frisk, sund.»[17]
«Jeg hører, De har
stiftet en forening. Stol ikke ubetinget på enhver, der slutter sig til Dem:
hovedsagen er, om tilslutningen finder sted på de afgørende præmisser. Hvorvidt
Deres position styrkes derved, véd jeg heller ikke, for mig står det i al fald,
at den ensomme er den stærkeste. Men jeg sidder jo her nede i ly, og De står
deroppe midt ude i uvejret, det forandrer meget.»[18]
«Jeg får mere og mer
bekræftelse på, at der ligger noget demoraliserende i at befatte sig med
politik og i at slutte sig til partier.
Under alle omstændigheder
vil jeg aldrig kunne slutte mig til et parti, som har majoriteten for sig.
Bjørnson siger:
majoriteten har altid ret. Og som praktisk politiker må man vel sige det. Jeg
derimod må nødvendigvis sige: minoriteten har altid ret. Selvfølgelig tænker
jeg ikke på den minoritet af stagnationsmænd, som er akterudsejlet af det store
mellemparti, der hos os kaldes de liberale, men jeg mener den minoritet, som
går foran der, hvor flertallet endnu ikke er nået hen. Jeg mener, retten har
den, som er nærmest i pakt med fremtiden. [...]
For mig er friheden den
højeste og første livsbetingelse. Hjemme bekymrer man sig ikke stort om
friheden, men kun om friheder, nogle flere eller nogle færre, alt efter
partistandpunktet.
Højst pinlig føler jeg mig også berørt af dette ufærdige, dette almueagtige i
vor offentlige diskussion. Under sine såre priselige bestræbelser for at gøre
vort folk til et demokratisk samfund, er man uforvarende kommet et godt stykke
på vej med at gøre os til et plebejersamfund. Sindets fornemhet synes at
være aftagende hjemme.»[19]
«Jeg står selv til ansvar
for hvad jeg skriver, jeg og ingen anden. Jeg kan umulig genere noget parti,
thi jeg tilhører ikke noget sådant. Jeg vil stå som en enlig franctireur[20] ude ved forposterne og operere på egen hånd.»[21]
«Er det da bare på det
politiske felt at frigørelsesarbejdet skal være tilladt hos os? Er det da ikke
først og fremst ånderne, som trænger til at frigøres? Slige trællesjele som vi
kan ikke engang nytte de friheder, vi allerede har. Norge er et frit land
befolket af ufrie mennesker.»[22]
«Jeg fastholder, at en
åndelig forpostfægter aldri kan samle et flertal omkring sig. Om ti år står
måske flertallet på det standpunkt, hvor dr. Stockmann[23] stod under folkemødet. Men i disse ti år er
jo doktoren ikke bleven stående stille, han står fremdeles mindst ti år længere
fremskrudt end flertallet: flertallet, massen, mængden indhenter ham aldrig,
han kan aldrig få flertallet omkring sig. For mit eget personlige vedkommende
fornemmer jeg i al fald en sådan uophørlig fremadskriden. Hvor jeg stod, da
jeg skrev mine forskjellige bøger, der står nu en temmelig kompakt mængde, men
jeg selv er ikke der længer, jeg er andetsteds henne, længere fremme, som jeg
håber.»[24]
«Havde
stortingsmajoriteten med ærlig interesse sluttet sig til Berners forslag[25], så havde de ikke sendt forslaget til
betænkning af formandskaberne. De havde overhovedet ikke æsket nogen
erklæring
fra mændene, men fra kvinderne. At spørge mændene til råds i en slig sag er det
samme som at spørge ulvene, om de ønsker øgede beskyttelsesmidler til fordel
for saueflokkene.»[26]
«Å nej, den minoritet i
vort folk, som sidder inde med de politiske, kommunale og sociale privilegier,
slipper dem nok ikke godvillig ud af hænderne eller deler dem med den
uprivilegerede
majoritet. Sligt noget gives ikke til skænk af indehaverne, det må erobres. Og
allerhelst hos os, hvor afgørelsen er i hænderne på en del af landalmuen.
Derfor er jeg svare ræd
for at det har lange udsigter med de sociale reformer oppe hos os. Visst nok
kan de politisk privilegrede lægge sig til en eller anden ny rettighed, en
eller anden ny fordel. Men jeg ser ikke at det hele store folk, og navnlig den
enkelte i dette, vinder noget mærkbart der ved. Men jeg er jo rigtignok en
hedning også på det politiske område, jeg tror ikke på politikens
frigjørende
magt, og på magthavernes uegennyttighed og gode vilje stoler jeg heller ikke
meget.
Kunde jeg få det, som jeg
vilde ha det derhjemme, så skulde alle de uprivilegerede slå sig sammen og
stifte et stærkt, resolut og pågående parti, hvis program skulde være rettet
mer, på en meget rummelig udvidelse af stemmeretten, regulering af kvindernes
stilling, folkeundervisningens frigjørelse fra alskens midderalderligheder
o.s.v. De teoretisk‑politiske spørgsmål kunde gerne hvile en stund, de er
ikke synderlig produktive. Kom et sådant parti istand, vilde det nuværende
venstreparti snart vise sig at være, hvad det i virkeligheden er og ifølge sin
sammensætning må være ─
et centrumsparti.
Men nu er her ikke plads
til flere kandestøberier [...]»[27]
«I Norge vilde det være
mig rent umulig at slå mig ned for alvor. Intet steds vilde jeg føle mig mere
hjemløs end deroppe. For et nogerlunde åndsudviklet menneske strækker ikke
nutildags
det gamle fedrelandsbegreb til.
Vi kan ikke længere lade
os nøje med det statssamfund, som vi sorterer under.
Jeg tror, at den
nationale bevisthed er i ferd med at uddø, og at den vil blive afløst af
stammebevidstheden.
I alle fald har jeg for mit vedkommende gennemgået denne evolution. Jeg
begyndte med at føle mig som Nordmand, utviklede mig så til Skandinav og er nu
havnet i den alment germanske. [...]
Vort venstrepartis ledere
mangler aldeles verdenserfaring og havde som følge deraf hengivet sig til de
urimeligste illusjoner. De gik der og bildte sig ind, at en oppositionsfører
vilde og kunde forbli den samme, han før havde været, også efter at han var
kommen til magten.»[28]
[1].Brev til J. Braage 18/6
1889.
[2]..Brev til Georg Brandes 10/11 1886.
[4].Brev til Georg Brandes 3/1 1882.
[5].Brev til George Brandes 4/4 1872
[6].Brev til H. L. Brækstad /8
1890
[7].Brev til Bjørnstjerne
Bjørnson 28/3 1884
[8].Brev til Bjørnstjerne
Bjørnson 22/12 1885
[9].Brev til M. Thoresen 3/12
1865.
[10].Brev til Georg Brandes 17/2 1871.
[11].Ibid.
[12].Ibid. Se også Vestmannen nr. 30 1889 (der starter
sitatet med «Staten er Individets Forbandelse»), Revolt nr. 1 1917 og Alarm nr. 10 1935.
[13].Ibid. Se også Alarm nr. 10 1935.
[14].Brev til Georg Brandes 17/2 1871
[15].Brev til Georg Brandes 18/5 1871, etter
Pariserkommunens fall.
[16].Brev til Georg Brandes 4/4 1872
[17].Ibid
[18].Ibid
[19].Brev til Georg Brandes 3/1 1882
[20].Friskytter.
[21].Brev til O. Skavland 24/1
1882
[22].Ibid
[23].Hovedpersonen i Ibsens «En
folkefiende».
[24].Brev til Georg Brandes 12/6 1883.
[25].Om særeie for gifte
kvinner.
[26].Brev til Bjørnstjerne
Bjørnson 28/3 1884.
[27].Ibid
[28].Brev til Georg Brandes 30/10 1888.