Anarkistprotokollen av 1904

Senere i dette hovedkapitlet («Syndikalistene forfølges») vil vi komme inn på utvisningene av utenlandske syndikalister. Bakgrunnen skal ha vært en hemmelig protokoll, undertegnet av flere europeiske land.

«Sverige hade år 1904 tilsammans med Ryssland och en rad andra europeiska stater ingått en hemlig överenskommelse. Enligt denna skulle varje utvisad anarkist sändas kortaste vägen till sitt hemland. Polisen skulle underrättas om hans ankomst, och särskilda polisbyråer skulle direkt samarbeta för att kontrollera anarkisterna och deras verksamhet i de olika länderna. I Sverige och Norge skulle enlight ett särskilt tillägg huvudstädernas polis tjänstgöra som polisbyrå för anarkistövervakningen. Efter anarkistmordet på Alexander II 1881 hade Ryssland föreslagit en allmän överenskommelse om att utlämning skulle ske också vid politiska brott, och 1885 träffade Ryssland, Preussen och Bayern avtal om att politiska motiv inte skulle medföra att utlämning vägrades. 1898‑1899 hölls en antianarkistkonferens i Rom, och följande år framlades tysk‑ ryska förslag om internationellt samarbete mot anarkismen. I maj 1903 accepterade Sverige‑Norge ett sådant förslag till överenskommelse. Två månader senare blev det känt ─ genom indiskretion i Frankrike, som liksom England stod utanför överenskommelsen ─ att ett hemligt avtal ingåtts med Ryssland. »[1]

I ti punkter ble det fremlagt midler som skulle benyttes mot anarkistene. Denne protokollen var på Norges og Sveriges vegne undertegnet av Aug. F. Gyldenstolpe.[2] Kristoffer Hansteen omtalte protokollen i 1904:

«I stortinget og i dagspressen diskuterer man nu om en «anarkisttraktat», som den svenske utenriksminister har sluttet med Ruslan for Norges og Sverjes vedkommende, og som minister Hagerup har git sin tilslutning. Det, som har gjort, at saken blir diskuteret saa sterkt, er dog ikke saa meget meningsforskjell angaaende, hvorvit det er retmæssi at utlevere folk til en regering, der ønsker at faa dem i sine fængsler, kun fordi disse folk ere anarkister, men det at traktaten i strid med den norske grunlov er avsluttet i hemmelihet uten at forelægges for stortinget. 'Ved utleveringsoverenskomsten kommer naturligvis ikke de saakalte teoretiske anarkister til at rammes', saaledes lyder saa vakkert traktatens forsvareres forsikring. Enver, der kjenner virkningen av den slags traktater fra andre lanne, vet, at de aldri rammer dem, som de sies at skulle sikte paa, nemli attentatforøverne, ─ naturligvis, da disse aldri paa forhaan sier, at de vil begaa et attentat; men de rammer netop folk for sine meningers skyl. Den, der er kjendt i anarkistkredse, vet, at der vanker en del personer om i Europa, som engang er utvist av et lan for virksomhet som journalist ved en anarkistisk avis, eller som har været fængslet for at ha gjort motstand mot en politibrutalitet eller har deltat i et hungeropløp; vor disse folk kommer hen, saa gjør politiet i det lan vor de ikke taales, regjeringen i det lan, vor de kommer hen, opmerksom paa, at der er kommet en 'mistænkeli' anarkist til lannet; de utvises saa ossaa av dette lan for en stakket stun at søke ophol i et 3die. Om man er mer humane, utviser man ikke den mistænkte, men unnerretter hans arbeidsgiver, om at han har en 'mistænkeli' i sin fabrikk, og hans husvært om det samme; flygtningen mister saa baade levebrø og hus. Jei har selv oplevet at miste logi i Englan paa grun av at politiet hadde gjort alle husets beboere opmærksom paa, at jei var en 'mistænkeli' anarkist; min værts folk var sykelie og mistet nattesøvnen av at bli saa overvaaket; jeg maatte flytte; men heldivis var min vært svenske og en fornufti man, saa at jei hadde kunnet forklare ham, at jei hadde maattet flykte for en avisartikels skyl. Værten gikk saa til politiet og forklarte dem, at jei hadde maattet flykte for en artikel om kongen av Norge, som hadde begaat grunlovsbrud; hertil svarte politifulmæktien: 'ja, paa kontinentet blir man jo forfulgt for alting.' Efter dette slap jei at flytte mer; men ikke alle er saa heldie at træffe en fornufti lansmann, der faar til politiet og forklarer sammenhængen. Det eneste angaaende attentater, som opnaaes ved saadanne politiforholdsregler, er at unnertiden en forfulgt efter at ha vanket om, været husvil, lit av sult, frost og savn, og fordi han ikke har utsikt til noet bedre i fremtiden, til sist angriper en politispion, der stadi er efter ham,og stikker ham ned, eller ossaa at han begaar et større attentat, som Vaillant i det franske deputeretkammer. Kr. H.»[3]

Statsministerens redegjorde for anarkistprotokollen i Stortinget 9. januar 1905:

«Det forholder sig saa, at den 22de mai 1903 blev der i ministerielt statsraad besluttet, at der ogsaa for Norges vedkommende skulde aksepteres et fra en del udenrigske magter fremkommet forslag om visse foranstaltninger til bekjempelse af anarkismen. I henhold til den tiltredelse, som saaledes der var besluttet, blev der i ministerielt statsraad den 22de januar forrige aar givet vedkommende gesandt bemyndigelse til at undertegne en af en række magter opsat saakaldt 'protokol'. Den betegner sig ikke som traktat eller konvention, og den har heller ikke været forudsat at skulle blive ratificeret, saaledes som sedvanligt er med almindelige traktater. Protokollen indeholder heller ikke nogen tidsbestemt forpligtelse for nogen af dem, som har undertegnet den; den indeholder kun en konstateren af visse forholdsregler, som de forskjellige signaturmagter har, hver for sit land, truffet i anledning af den konference, som i 1898 blev holdt i Rom, hvor der blev taget under overveielse, hvilke foranstaltninger man skulde træffe for et muligt samarbeide til bekjæmpelse af anarkismen, og som i henhold til disse konferencer for den vesentligste del allerede var gjennemførte hos os. Det er de oplysninger, som fra regjeringen for tiden overhovedet kan gives om denne sag. En efter-kommen af denne anmodning, som forslaget indeholder, i videre udstrækning end skeet ved disse oplysninger, ikke kunne finde sted.»[4]

«Det tyvende Aarhundrede» hadde en artikkel med oversettelse av «Anarkistprotokollen»:

«Norge og anarkisterne.

Historiske aktstykker.

Sovjetregjeringen utgav i 1918 en bok der indeholdt hemmelige dokumenter som er fundet i det russiske utenriksministeriums arkiv. Blandt disse fisse findes et egenhændtg brev fra keiser Wilhelm II. til zar Nikolau II.

l brevet ─ der likesom alle andre breve i skriftvekselen mellem de to monarker begynder med 'min dyrebare Nika' og slutter med 'stedse din hengive ven og fætter' ─ indeholder et avsnit der ogsaa har sin interesse for Norge. Det heter her:

Jeg er helt enig i dine anskuelser om anarkistspørsmaalet. Deres attentat var feigt og forbryderisk (som bekjendt blev der i 1907 gjort et forsøk paa at myrde zar Nikolaus). Vanskeligheten i kampen med at bekjæmpe denne menneskehetens pestbyld bestaar deri, at disse halunker, som du ganske rigtig kalder dem, kan leve uforstyrret i enkelte land, og da særlig i England. Derfra kan de planlægge sine attentater mot hvilkensomhelst hæderlig person. Det er mig bekjendt at den spanske premierminister forleden opsøkte prinsen av Wales for at overbringe kong Edvard 7. det spanske folks ønske om at England skulde tilslutte sig de kontinentale stater for at ta alvorlige repressalier overfor denne sekt. Disse begivenheter beviser at enhver forholdsregel som vore regjeringer foretar for at holde øie med disse subjekter, har gjort fuldstændig fiasko, fordi denslags folk kan leve fuldstændig ustraffet i London og til og med fortsætte med sine forbryderske planer.

Det passende sted for disse utskud vilde være skafottet i enkelte tilfælde eller indespærring paa livstid i et galehus. Samtlige fastlandsstater maa rette en fælIes henvendelse til regjeringen i London om at den maa gaa ånd i en international sammensluining til bekjæmpelse av disse bæster. Jeg tror for eksempel at det ved en almindelig tilslutning fra Europas stater vil de være mulig ved trudsel om straf at forby fremstillingen av kemiske produkter som kan anvendes til bomber. Dette maa ske til beskyttelse av livet og kulturen

Den skjærpede internationale bekjæmpelse av anarkistfaren, som Wilhelm II. opfordrer zaren til, blir godt illustrert ved en hemmelig overenskomst av 1./14. mars 1904.

Ifølge den gjængse definition fra den tid av anarkister forstod man derved tilhængere av omtrent enhver revolutionær bevægelse. Ungsocialister, antimilitarister o. l. gik ånd under det samme begrep. Man har tidligere visst at stormagterne, dog ikke England, hadde en saadan hemmelig overenskomst Men det interessante og nye er at ogsaa Norge var med paa den. At saa er tilfælde fremgaar med al tydelighet av forhandlingsprotokolIen:

Tyskland, Østerrik-Ungarn, Danmark, Rumænien, Rusland, Serbien, Sverige og Norge, Tyrkiet og Bulgarien, tvunget til energisk motstand paa grund av den anarkistiske bevægelses utvikling, er overbevist om at det bedste middel til at undertrykke anarkisterne, er at slaa dem hensynsløst ned.Magterne er klar over at de maa handle i fælIesskap til fordel for de samme og fælles interesser.

Undertegnede som har fuldmagter fra sine regjeringer er enige om følgende forholdsregler:

1) Enhver anarkist der blir utvist fra et av de tilsluttede lande maa ad den korteste vei bli sendt til det land, hvor han har statsborgerskap.

Hvis den utviste maa passere et elIer flere land for at komme til sit, hjemland, pligter regjeringen i vedkommende stat som han maa reise igjen nem at sørge for at der møter statspoliti ved grænsen, som ledsager ham og overgiver ham til politimyndigheterne i det næste land. Anarkisterne skal være under opsigt den hele tid.

Den almindelige fortegnelse over mistænkelige og arresterte som alIe myndigheter, der har med utvisningstransport av anarkister at gjøre, maa kjende, skal holdes hemmelig av de deltagende magter.

Transportomkostningerne fordeles, naar der ikke bestaar særskilte avtaler mellem de interesserte stater, efter opgaver over transportomkostninger melIem vedkommende lande.

2) I ethvert land skal der opretholdes et særskilt politi kontor for det hele land, et centralbyraa, som skal ha til opgave at samle oplysninger om anarkisterne og deres handlinger.

3) Landenes regjeringer har pli gt til at avgjøre paa hvilken maate de nødvendige meddeleIser om de i landet værende anarkister skal forsendes mellem staternes kompetente organer.

4) Ethvert centralbyraa maa bringe til de tilsluttede magters kundskap:

l. a) Utvisninger.

b) Anarkisters friviIlige avreise fra landet.

2. Disse meddeleIser maa ledsages aven biografi og om mulig fotografi. Det er meget ønskelig at man medsender oplysninger om reisedage, korteste vei o. s. v. for at man skal kunne føre den strengeste kontrol i nabolandene.

3. Hvis anarkisterne hemmelig har forlatt et av centralbyraaernes omraade og hans opholdssted er ubekjendt, maa alIe øvrige byraaer ufortøvet underrettes herom, forat hans opholdssted kan bringes paa det rene.

4. Naar man paa forhaand vet om, hvilken grænsestation anarkisten frivillig elIer tvungen - maa passere, er det formaalstjenlig ikke bare al underrette central styret, men ogsaa myndigheterne paa alIe grænsestationer.

5. Centralbyraaet er forpligtet til saa rask som mulig at gi meddelelse om alIe forbryderske sammensværgelser av anarkistisk natur til samtlige til sluttede stater.

6. Centralbyraaet er forpligtet til inden en frist. av 6 maaneder at levere opgaver over samtlige tildragelser inden landet av anarkistisk anstrøk til alIe de øvrige byraaer. .

Alle byraaer er videre forpligtet til raskt at levere alle forespørsler som angaar den anarkistiske bevægelse.

De opstillede forholgsregler trær ikraft fra den dag den foreliggende protokol undertegnes.

Alle undertegnede magter forpligter sig til i overensstemmelse med protokollens bestemmelser at træ i forbindelse med hverandre. Magter som ikke har underskrevet denne protokol, kan ved selvstændig akt tilkjendegi sin tilslutning. Meddelelse herom sendes ad diplomatisk vei til den russiske regjering og videresendes derfra til de øvrige regjeringer. Derved paadras forpligtelse til ovenstaaende forholdsregler.

I henhold til ovenstaaende blir protokollen undertegnet og beseglet av av staternes befuldmægtigede. Protokollen er og skal forbli hemmelig.