Debatt rundt den «indre» og den «ytre» linje

 

Blant skandinaviske syndikalister var det uenighet om opprettelsen av NSF. Diskusjonene gikk friskt i Direkte Aktion i ukene før stiftelsen og et stykke ut i 1917. Også i svenske Syndikalisten og i danske Solidaritet gikk diskusjonen. Alfred M. Nilsen skrev i Direkte Aktion:

«[…] Der har i den senere tid blit dannet enkelte L. S. her i Norge, i tilslutning til Sveriges Arbetares Centralorganisation.

Dette er en fremgangsmaate, som jeg ikke kan være enig i. Vi er jo endel syndikalister her i Norge ogsaa, og vi arbeider efter evne for at fremme kjendskapet til syndikalismen. For at sikre os det bedste resultat av vort arbeide, maa vi først og fremst faa tak paa de organiserte arbeidere. Vi har derfor ikke villet separere os ut fra de øvrige organiserte og isolere os for os selv, men har dannet vor oppositionsgruppe inden Arbeidernes faglige landsorganisation, hvorigjennem vi organiserer arbeidet for fremme av kjendskapet til revolutionær fagbevægelse med det formaal at søke fagorganisationen omlagt fra reformistisk til revolutionær.

Dette arbeide har bragt gode resultater hittil, bedre end nogen av os som kjender forholdene har vovet at haabe.

Fra at være en ubetydelig liten klik har den norske fagopposition vokset sig op til en betydelig magtstilling inden fagorganisationen her. [...]

Naar man ser paa den utvikling som har gaat for sig, saa vil man forstaa, at det nu kun er et tidsspørsmaal, naar en av to ting vil ske: Enten at den norske fagorganisation blir omlagt paa revolutionært grundlag, eller at det kommer til en brytning mellem de revolutionære og reformisterne saa sterk, at en deling av fagorganisationen i to næsten like store dele kommer til at bli uundgaaelig. Men først naar det er uundgaaelig er det, at en deling kan foregaa med størst mulig gevinst for de revolutionære. Før bør en deling altsaa ikke ske.

Men naar vi norske syndikalister, som kjender forholdene tilbunds, ser saken paa denne maate og i henhold hertil lægger vort arbeide an, da bør vi kunne forlange at syndikalister, som kommer fra andre lande, blir med os i vort arbeide paa det samme grundlag og derfor tilmelder sig fagorganisationen ved sin ankonst hit.

Men i dette stykke har nu de svenske syndikalister begyndt at vælge sin egen vei. De danner sig L. S. i tilslutning til S. A. C. og isolerer sig fra landets øvrige organiserte arbeidere. Herved kan de ikke gi os andre nogen haandsrækning i vort arbeide, men tvertom skader vor saks fremgang. Dette er og blir altsaa en usolidarisk handling likeoverfor syndikalisterne her i landet. Og det kan vi ikke gaa med paa.

Det skulde aldrig falde os ind ifald vi kom til Sverige, at begynde at arbeide paa et andet grundlag end de svenske kamerater selv har fundet mest tjenlig eller danne vore egne organisationer tiltrods for, at dét vi har at lære av de svenske kamerater er, at vi ikke bør gjøre det samme som de har gjort.

Den norske fagopposition og S. A. C. burde søke at komme i forbindelse med hinanden for i samarbeide at kunne fremme de revolutionære ideerne.

Men da burde vi ogsaa ha ret til at forlange av S. A. C., at den ogsaa bøier sig for vor opfatning av vore forhold og tilholder sine medlemmer sine medlemmer, at gjøre det samme naar de kommer hit og i konsekvens hermed ikke optar L. S. i Norge. Disse L. S. har for hærværende ingen eksistensberettigelse her, førend de norske syndikalister selv bryter ut og danner sin N. A. C. bygget paa L. S.

Men hvis og naar det sker, saa bør det ske i samlet flok.

Skal altsaa følgen av, at vi arrangerer turneer med svenske kamerater bli dannelse av L. S. i tilslutning til S. A. C., saa faar vi melde pas.»[1]

 

Den svenske syndikalisten Axel Jansson svarte Alfred M. Nilsen:

«Det er dannet endel L. S. i Norge og det passer ikke Nilsen ─ hvorfor? Dette er vel ingen hindring for fagoppositionens arbeide for revolutionære arbeiderbevægelse, det er vel heller et godt forarbeide for fagoppositionen. Ifølge min mening er syndikalismen international, og da behøver vi vel ikke ha specielle svenske eller norske former for bevægelsens utbredelse. Hovedsaken er vel at vi faar flere og flere av arbeiderne gjennemsyret av syndikalismens ideer. Jeg for min del gir en god dag i om det siden heter Sveriges Arbetares Centralorganisation, Mesopotamiens ditto eller Norsk fagopposition. Og vi svenske syndikalister har vel i rimelighetens navn ikke motarbeidet fagoppositionen i dens virksomhet ─ endskjønt jeg for min del underkjender den som noget middel i klassekampen paa grund av erfaringen om at der hvor det findes et granne av politik med i organisationen, der er det 'bluff'. Om Nilsen kan paapeke for mig et eneste tilfælde indenfor verdens arbeiderbevægelse hvor politiken har skaffet arbeiderne en fordel ─ en økonomisk fordel ─ saa maaske jeg kan faa en anden tanke. Og har Nilsen ved den omtalte omdøpning av landsorganisationen tat med i beregningen de parlamentarisk frelste socialdemokrater? De som absolut er imot alt nyt! Vil de ikke fortfarende bekjæmpe syndikalismen og ofre til parlamentet. Jo, sikkerlig. En rendyrket socialdemokrat kan aldrig være revolutionær. Om det derfor ved 'daaben' findes en liten skare revolutionære kræfter ute i landet, som naturligvis da kommer med i det nye forbund ─ eller om det kommer med os hvilket vel kan bli det samme ─ kan det skade syndikalismen? jeg bare spør. [...]

At L. S. dannes i Norge av svenske kamerater er jo ganske naturlig. Det er masser av dem, som en gang i tiden solgtes av de reformistiske organisationer. At ingen magt i verden kan tvinge disse kamerater tilbake i de politiske mudderpøler, det er jo konsekvent. Dette kalder Alfr. Nilsen usolidarisk ─ fy f─n. Men fortsæt i galskapen, det er en vise som de svenske socialdemokrater har sunget i over 6 aar. Vi har vænnet os til den. Men endnu er ikke en usolidarisk handling begaat av S. A. C. hvor det gjaldt at føre den økonomiske krigs fane frem, eller at holde socialismens bud. Jeg maa virkelig beklage at vi ikke falder i Afr. Nilsens smag, at vi virkelig gaar den engang opstukne veg [? Uleselig ord] og ikke er noget 'kveg' som promt skal rette sig efter det eller det. At vi derfor gaar bane ogsaa i Norge er jo soleklart. Vi har aldrig tænkt at 'Kjølen' var en grænse for agitationen.

Saa var det endnu en sak jeg ønsker at spørre Alfr. Nilsen om, som kjender forholdene i bund og grund. Hvem er det i det hele tat som driver agitation for syndikalismen i Norge? Er det fagoppositionen eller er det de svenske kamerater. Paa de pladser jeg har været har jeg ikke sporet en livsgnist av nogen 'opposition' eller agitation. N. A. F. her paa pladsen har ikke hat et møte paa maaneder. Saa er det overalt hvor vi har dannet L. S. Hidtil har vi dannet L. S. hovedsakelig for at drive agitation. Er det usolidarisk? Er det usolidarisk at vi spreder aviser og litteratur. Fagoppositionens organ 'Direkte Aktion' saa vel som 'Syndikalisten' spredes paa de pladser hvor L. S. findes. Aldrig har vi hat nogen tanke paa at komme i fiendskap med fagoppositionen fordi vi gaar vor egen, engang opsukne vei.

Vi kan sandelig ikke indgaa kompromis med os selv og endnu en gang sælge vort aandelige jeg til den reformistiske organisation. [...]

Før agitationen efter internationale linjer.»[2]

 

Arbeidsmanden kommenterte:

«Riktignok vet vi, at en stor del av vore medlemmer læser 'Direkte Aktion', men man kan ikke gjennem den alene faa dannet sig noget klart billede av situationen, da dette blad ikke tar noget bestemt standpunkt verken for eller mot den nye organisation. Det er i den vanskelige stilling, at det maa balansere mellem to motsatte yderpunkter. Paa den ene side er bladet jo i navnet organ for Den norske Fagopposition, som er en høist uensartet sammenslutning hva politisk interesse og opfatning angaar, og hva politisk interesse og opfatning angaar, og paa den anden side vil det ikke gjerne støte syndikalisterne, som er flinke til at sælge bladet ─ vel at merke saa længe det ikke bryter staven over deres splittelsesforsøk.

Selve yderpunkterne markeres av det svenske 'Syndikalisten' og det danske 'Solidaritet'. Det er mellem disse to organer kampen staar, og det der kjæmpes om er paa hvilken maate syndikalismen bedst kan fremmes i Norge.

Foreløpig er altsaa vi nordmænd sat helt utenfor og faar avvente utfaldet av kampen mellem danskerne og svenskerne. Herregud! Vi har jo ogsaa fra gammel tid været vant til at bli styret fra et av de land, og det er ikke første gang dansker og svensker har kjæmpet om magten i Norge.»[3]

 

På NAFs landsmøte i 1918, under diskusjonen om hvorvidt NAF skuller melde seg ut av LO, uttalte Alfred M. Nilsen:

«Naar derfor talen dreier sig om forbundets utmeldelse av landsorganisationen, saa maa der ut fra syndikalistisk tankegang svares, at en saadan handling er stikk i strid med syndikalismen.

Mens man nu har en organisation som repræsenterer den organiserte arbeiderklasse, vil man da faa en ny organisation, som kun repræsenterte en ynkelig liten minoritet av de organiserte arbeidere. Denne organisation vilde derfor ikke kunne siges at være syndikalistisk og særlig da den selv hadde brutt klassens organisatoriske enhet. Med arbeiderklassens organisatoriske enhet staar og falder hele syndikalismen.

Derfor har vi ogsaa sagt om den nye, for øvrig betydningsløse, Norsk syndikalistisk federation, at den ingensomhelst ret har til at kalde sig syndikalistisk eller optræ i syndikalismens navn; ti hele den maate den blev til og har virket paa er i strid med syndikalismens grundlæggende princip.

Dertil kommer, at dens stiftelse var et forræderi mot de syndikalister som i den norske fagopposition ─ den eneste virkelige syndikalistiske sammenslutning, vi her i landet har ─ hadde skapt sig et middel til at revolutionere den norske fagbevægelse.»[4]

 

Danskene holdt på «den indre linje» som Fagopposisjonen sto for og mente at de var gode syndikalister som hadde det rette grep om tingene, mens svenskene mente at Fagopposisjonen ikke var syndikalistisk, men bare redskap for reformismen.

 

Den ledende svenske syndikalisten Albert Jensen mente at Fagopposisjonens «indre linje» var den eneste som kunne lykkes i å gjøre fagbevegelsen syndikalistisk, og at NSF hadde blitt drevet frem av en liten gruppe ortodokse sekterister:

«Naar vore 'renlærte' her i Norge sier, at de bedre kan arbeide for syndikalismen utenfor de gamle organisationer, saa støtter de sig til et resonnement, som i bund og grund er uholbart, nemlig det at arbeidermasserne skulde være mer tilgjængelig for de syndikalistiske ideer, naar de blir paavirket av folk utenfor deres egne organisationer, end naar de paavirkes indenfra av folk, som selv er medlemmer av deres organisation. Dette resonnement er barokt. Erfaringen og eftertanken sier os, at en arbeider lettere lytter grunde, naar de blir frembaaret av en kamerat som staar sammen med ham i organisationen, end naar de blir fremholdt av kamerater utenfor. For ved organisationens splittelse og opdeling opstaar der en animositetens aand, som let stiger til mistro, fiendskap, ja hat. Det viser erfaringen fra Sverige. [...] Efter min mening er den fremgangslinje som fagoppositionen arbeider efter, absolut den bedste for Norges vedkommende.[5]

 

NSF mente å ha støtte for sin linje i utlandet:

«I motsætning til Jensen staar altsaa de arbeidere, som i Amerika tok initiatiket til I. W. W., i Sverige til S. A. C., og her i Norge til Norsk syndikalistisk federation, enige om den opfatning at syndikalismen er umulig, hvis den skulde vokse sig frem inden den gamle reformistiske bevægelse. At dette i motsætning til ham ─ har været deres virkelige overbevisning viser disse selvstændige organisationers opkomst.»[6]

 

Albert Jensen viste til at «den indre linje» ble støttet i utlandet:

«I Amerika, som overalt, findes der ogsaa syndikalister som mener at den indre linje skal følges. Og i Amerika er det især en gruppe anarkister med Bjerkmann, Fox, Forster og Goldman i spidsen, som kræver det indre arbeides linje og handler derefter. For min del kjender jeg intet land, hvor der findes en særlig syndikalistisk organisation uten at der samtidig eksisterer en opposition (organisert eller ikke organisert) indenfor den gamle bevægelse. Derimot kjender jeg lande, hvor der hittil bare er arbeidet paa den indre linje. England f. eks. Ogsaa Frankrig har fulgt denne linje frem til sit nuværende standpunkt. Og jeg glemmer aldrig den overhaling, jeg fik ac G. G. T.s generalsekretær, første gang jeg kom til Paris og fortalte, at vi i Sverige hadde startet en særskilt organisasjon uten for de gamle.»[7]

 

«Jensen publicerade sina synspunker rörande NSF:s tillkomst i en längre artikelserie i Direkte Aktion samt delar därav i Solidaritet och Brand. Jensen förhöll sig mycket kritisk till den nya organisationen. Syndikalismen ville samla arbetare. Därför hade NFO konsekvent och riktigt förlagt sitt framgångsrika arbete inom LO. Den väg de norska fackopponenterna valt för att göra arbetarklassen syndikalistisk var den enda möjliga. NSF hade drivits fram av en liten grupp ortodoxa sekterister. Separatorganisationer av typen NSF och SAC kunde endast nå begränsade framgångar och var inte i stånd att påverka hela arbetarklassen. Upprättandet av NSF kommit till Norge borde ha gått in i LO och NFO, fastslog Jensen. Nu var emellertid NSF redan bildad. Då gällde det att agera med tolerans så att skadan därav blev så liten som möjligt. Jensens artiklar fick i Direkte Aktion bemötanden från bl a NSF:s ledning. Jensens självöverskattning gjorde honom till en obehövlig tuktomästare, hävdade NSF‑förespråkarna. Jensen som satt i Köpenhamn kunde inte förstå vad som tilldragit sig i Norge.»[8]

 

Enda skarpere var kritikken fra den ledende danske syndikalisten Christian Christensen:

«Solidaritet granskades Norgesincidenterna av Christian Christensen. Blind fanatism hade lett svenska syndikaliser stödda av SAC:s AU‑representanter till det förkastliga steget att bilda en separatorganisation i Norge, skrev han. Dette skadade syndikalismens möjligheter till framgång. Allt talade för att den fackoppositionella linjen var den bästa. Christensen undrade om SAC i sin respektlöshet för annorledes tänkande syndikalister nu planerade att även upprätta en fristående sammanslutning i Danmark. Iså fall kunde danska FS bilda en FO i Sverige, där det fanns god jordmån för en dylik.»[9]

 

Også Kristiania Fagoppositionsgruppe var negative. Deres kritikk av NSF var at organisasjonen ble stiftet på et for tidlig tidspunkt. Den var stiftet mens opposisjonen i LO var voksende, og NSF var dessuten etter deres mening for mye preget av svenske erfaringer. Deres kritikk av Tranmæl og NSU var at disse var tilhengere av det kollektive medlemskapet i DNA.

 

Opprettelen av NSF ble av den reformistiske fagbevegelsen oppfattet som et forsøk på å splitte arbeiderklassen. NSF ble beskyldt for å være «splitningsmænd». Til dette svarte NSF:

«Men hvor enkel og liketil denne sak end synes at være og hvor nødvendig det end er at klassesolidariteten kommer til sin ret under de kampforhold arbeiderne er henviet til, saa er det allikevel mennesker ─ blandt dem har vi i første række 'lederne' inden den reformistiske fagforeningsbevægelse og socialdemokratiet ─ som sætter hele sin kraft ind paa at splitte arbeiderklassen og bringe arbeiderbevægelsen i opløsningstilstand ved at paatvinge de for hele klassen fælles økonomiske kamporganisationer politiske særinteresser, som av naturlige aarsaker ikke er hele arbeiderklassens, aldenstund der inden samme klasse eksisterer forskjellige politiske opfatninger og partier. Under henvisning til erfaringen og den sunde fornuft kan vi derfor slaa fast at det har vist sig og skal vise sig at være en praktisk umulighet at skape enhet inden arbeiderklassen saalænge det ene parti øver vold mot det andet ved at benytte de økonomiske kamporganisationer til fordel for sine politiske særinteresser. Det er et ubestridelig faktum at vi paa den maate socialdemokratiet benytter sig av til at undertrykke tankefriheten ─ en maate som distanserer alt hvad andre partier har tilladt sig i den retning ─ i første række maa søke aarsaken til det kaos og den strid, som nu ødelægger solidaritetsfølelsen inden arbeiderklassen. [...]

Den fremgangsmaate vore politiske partigjængere anvender til forveksling av saa enkle begreper som klasse og parti er mildest talt uhæderlig. Hensigten er jo aapenbar: De vil gjøre partistrid og klassekamp til ensbestydende begreper, men enhver som i forbindelsen mellem aarsak og virkning ser et ledende princip, vil ogsaa være klar over, at arbeiderbevægelsen derved er berøvet sin revolutionære karakter og dette er grunden til at kampen mot arbeidskjøperne har git et saa negativt resultat.

Man kan ha hvilken politisk opfatning man vil, saa maa det dog indrømmes at arbeidernes uavhængighetskamp til alle tider er blit vanskeliggjort, tildels endog sat helt overstyr, først ved religiøse senere ved faglige og politiske særinteresser. De indre rivninger har lammet kampen utad. Istedetfor at sætte partispørsmaalene helt utenfor klassekamporganisationerne og konsolidere sine kræfter i kampen mot arbeidskjøperne, har arbeiderne stillet person- og særinteresserne i forgrunden og gjort disse til stridspørsmaal indenfor de økonomiske kamporganisationer. Derved er arbeiderbevægelsen blit hvad den er: et kaos av indre rivninger, paa hvilke arbeiderne spilder de kræfter, som var bestemt for og uundværlige i klassekampen.

Denne hodeløse ødelæggelse av arbeidernes kraft og energi er ─ som det ved sammenligningen mellem klassekampens debet og kredit fremgaar ─ ikke gjort ustraffet.

Men naar syndikalisterne i alle land opstiller som et ufravigelig krav at de økonomiske kamporganisationer skal erklære sig helt nøitrale i alle politiske, religiøse og filosofiske spørsmaal, det vil si de spørsmaal, hvorom det er delte meninger inden arbeiderklassen, saa kommer reformisterne og stempler syndikalisterne som 'splittelsesmænd', idet de henviser til at det staar ethvert parti frit for at utnytte de økonomiske kamporganisationer i sine partiinteresser.

Ja, dette er jo ogsaa vi klar over.

Men om nu kamporganisationen forandres til operationsbasis for politiske særinteresser, hvorledes vilde det gaa med klassekampen?

Vil en slik ordning være skikket til at fremme arbeidernes klasseinteresser?

Kan arbeiderklassen som helhet betragtet være ansvarlig for at partierne ved sit partifiskeri i klasseinteresserne fører den økonomiske kamporganisation til opløsning og undergang?

Og til syvende og sidst: hvem er de egentlige splittelsesmænd innden arbeiderbevægelsen, er det syndikalisterne, som vil fjerne de politiske rivninger fra kamporganisationen og skape den solidaritet og det samhold, som er den første betingelse for at arbeiderne skal kunne opfyldes sin historiske mission ved at formaa disse organisationer til at erklære sig nøitale i de spørsmaal, hvorom der er delte meninger inden arbeiderklassen, eller er det reformisterne som hensynsløst bryter klassesolidariteten ved at anvende de organisationer, som skulde være fælles for alle arbeidere, til redskap for sine specielle særinteresser? Er det dem, som sætter klassesolidariteten over partiinteresserne, eller dem som sætter partiinteresserne over klassesolidariteten, som er de virkelige 'splittelsesmænd'?

Naar en syndikalist ─ uanset om han er parlamentariker eller antiparlamentarist ─ kræver at de økonomiske kamporganisationer skal være politisk nøitrale, saa vil han dermed hverken sprænge det ene eller det andet parti. kravet til de økonomiske kamporganisationer er aldrig negativt nedbrytende, men tvertimot positivt opbyggende.

Syndikalisten gaar ut fra det faktum at der virkelig eksisterer forskjellige partier inden arbeiderklassen, at erfaringen har vist, at det er en likefrem umulighet at forene hele arbeiderklassen i et enkelt parti, at arbeiderklassens bestræbelser, om end delvis saa dog aldrig helt, falder sammen med et enkelt partis program og som følge derav heller ikke noget enkelt parti har været istand til at samle hele arbeiderklassen inden sin ramme. Ut fra dette faktum hævder syndikalisten, at alle partier maa staa paa egne ben og ikke leve som snyltedyr paade økonomiske kamporganisationer og derved hemme deres utvikling. Ved at kamporganisationerne erklærer sig nøitrale vil der være en mulighet for at samle hele arbeiderklassen inden dens ramme. Nøitalitetsprincipets godkjendelse er derfor en ufravikelig betingelse for at arbeiderklassen er istand til at føre en effektiv klassekamp. I vor egenskap av lønsslaver har vi nemlig større fællesinteresser med de arbeidere som tilhører de borgerlige partier end vi har med de borgerlige elementer, som tilhører det socialdemokratiske, det venstresocialistiske eller det ungsocialistiske parti. Og det av den enkle grund at et parti aldrig optar sine medlemmer av hensyn til det økonomiske motsætningsforhold, men av hensyn til individets politiske opfatning, mens de økonomiske kamporganisationer derimot er uttryk for den økonomiske motsætning og derfor samler sine medlemmer i overensstemmelse hermed. Jeg har endnu aldrig truffet en arbeider som har staat som medlem av en arbeidsgiverforening og heller ikke en arbeidsgiver som har staat som medlem av arbeidernes kamporganisation.

Derimot har jeg, som selv tilhører et parti som tæller flere av borgerklassen blandt sine medlemmer, hver dag truffet arbeidsgivere som er tilsluttet de saakaldte socialistiske partier, likesom jeg ogsaa daglig træffer folk av arbeiderklassen, som uagtet de har fællesinteresser med sine klassekamerater i de økonomiske kamporganisationer allikevel tilhører et eller andet av de politiske partier. [...]

Hvilken partipolitisk stilling de økonomiske organisationer end indtar, saa vil de ikke kunne undgaa at komme i kollision med en del av arbeiderklassen, som har en anden politisk opfatning og de vil saaledes ha berøvet sig muligheten for at samle hele arbeiderklassen inden sin organisations ramme. Den første betingelse for at der idethele skal kunne bli tale om klassekamp er at arbeiderklassen samles og enes, derfor maa ogsaa de økonomiske organisationer erklære sig nøitrale overfor alle politiske partier. Da hverken den norske fagopposition eller den norske eller svenske landsorganisation har kunnet tvinges til at ta en slik beslutning, saa er oprettelsen av N. S. F. og S. A. C. som følge derav blit en uomtvistelig nødvendighet.»[10]